Verdensstudie fastslår honningbiens vigtighed i den vilde natur
En ny sammenligning af data fra hele verden viser, at honningbien er verdens vigtigste bestøver af planter i den vilde natur. Det skriver Phys.org.
Studiet, som er ledet af biologer fra University of California San Diego, har undersøgt 80 forskellige vilde naturmiljøer verden over.
Undersøgelsen viser med al tydelighed, at honningbien (Apis mellifera) er den mest udbredte bestøver af vilde planter.
LÆS OGSÅ: Robot-bier kan blive fremtidens bestøvere
Honningbier står ifølge undersøgelsen for én ud af otte bestøvninger. Det er et uforholdsmæssigt højt tal, når man tænker på, at honningbien kun er én blandt titusindvis af andre bestøvende insekter, som for eksempel inkluderer hvepse og sommerfugle.
»Selvom de lader til at have en uforholdsmæssig stor indflydelse på naturlige økosystemer, så forstår vi overraskende lidt om honningbiens miljømæssige effekt på vilde økosystemer« siger undersøgelsens leder Keng-Lou James Hung, der ph.d. i biologi, til Phys.org.
En bekymrende undersøgelse fra 2015 viste ifølge forskning.no, at 40 procent af amerikanske bier er forsvundet på bare ét år.
Og sidste oktober skrev vi på Videnskab.dk om en anden uhyggelig undersøgelse, der viser, at mængden af flyvende insekter i Tyskland er faldet med 75 procent siden 1989.