Når jeg presser honning ud, så bruger jeg en lille frugtpresse. Det letteste er at mase tavlerne med honning til en grød inden det hele hældes i pressen. Jeg har altid en pressepose i pressen, så kryber der ikke meget voks ud gennem pressens sider. Honningvoksgrøden står lidt i pressen mens det meste honning render fra. så fylder jeg mere i, osv. Når der til sidst ikke er plads til mere afdryppet voks i pressen, begynder selve presningen. Presset har jeg på i op til et døgn, der kan dryppe honning ud ret længe, mens der er pres på.
Vokset ender som en hård klump i bunden af presseposen, som så hives ud af pressen. Vrangen ud på posen og voksklumpen smeltes i solvokssmelteren.
Rengøring er efter min mening, lige så let som at gøre en slynge ren, (jeg har slynget honning i mange år). Koldt vand opløser al honning. Vokset der sidder i posen, er også ret nemt at skylle og nulre ud.