FORUM FOR BIAVLERE › Forums › Økologisk biavl › Udsendt fra DBF. Første udmelding om ØKO regler
- Dette emne har 0 svar og 1 stemme, og blev senest opdateret for 7 år, 10 måneder siden af Flemming Vejsnæs.
-
ForfatterIndlæg
-
Kære øko-ERFA gruppe
Som I nok har hørt er der kommet en første udmelding om de nye øko regler. Status lige nu er at de ligger i en høringsfase, så vi kan da håbe på at der stadig er mulighed for at påvirke dem. En del detaljer vil først fremkomme skriftligt, når vi ser vejledningen, der laves på baggrund af bekendtgørelsen, men vi vil lige forsøge at forklare status så godt som muligt.
De vigtigste elementer fra de nye regler vil vi lige gennemgå her:
Bistader til økologisk biavl skal bestå af mindst 50 % naturlige materialer.
Selvom vi ikke har set vejledningen til dette på skrift, er det vores vurdering, at man nok skulle kunne bruge styroporstader. Det afhænger naturligvis af hvordan man opgør de 50% men så vidt vi ved er det baseret på vægt. Hvis bare man bruger trærammer og har andre dele af træ f.eks. låg eller bund, skulle det nok kunne veje lige så meget som en styroporkasse.
Økologiske bigårde skal placeres, så bierne trækker på 95 % godkendte nektar- og pollenkilder inden for en radius af bigården på 3 km. Nektar- og pollenkilder betragtes som godkendte, hvis de stammer fra økologiske arealer, miljøvenligt drevet arealer eller naturarealer.
Dette vil naturligvis sætte en kraftig begrænsning på, hvilke bigårde der kan godkendes til økobiavl. Der ligger en kompliceret regnestykke til grund for dette, og kortmateriale fra styrelsen skal senere hjælpe til at gøre dette mere gennemskueligt. Så vidt vi ved baseres det i høj grad på landmændenes indberetninger, hvilket betyder at hegn mm ikke kan regnes med. I princippet må der ifølge forslaget godt ligge en konventionel rapsmark lige ved siden af bigården, hvis bare det ikke overstiger 5% af nektar-pollen kilderne, men det er nok svært at undgå.
Indberetning af økologisk biavl skal ske senest 10. april og placering af bistader skal angives med koordinater. NaturErhvervstyrelsen udarbejder hvert år efter fristen for den fælles indberetning (dvs. efter 21/4) et kort over de områder hvor kriterierne er opfyldt. Godkendelse eller afvisning af de indberettede koordinater på bigårde sker på baggrund af dette kort. Kortet opdateres en gang årligt, og det er altid det senest udarbejdede kort, som er gældende. Kortet er tilgængeligt på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside http://www.naturerhverv.dk
Dette betyder at biavleren kan stå i den situation at man ret sent kan få afslag på placeringen af bigården. Det er naturligvis problematisk og vil i praksis nok betyde at man vil vælge bigårde som ikke er afhængige af landmændenes indberetninger.
Ministeren har i en pressemeddelelse oplyst, at de nye regler vil betyde, at arealet der kan godkendes til økobiavl bliver mere end 20 gange større end det nuværende (fra 8.000 ha til 170.000 ha) og at det vil betyde op til 300 nye økologiske biavlere. Hvordan det regnestykke hænger sammen, forstår vi nok ikke rigtig. Som sagt håber vi stadig på at kunne påvirke dem til at ændre på reglerne, men ved ikke om det er muligt.
Du kan læse mere her:
Miljø- og Fødevareministeren klar med nye regler for økologisk biavl
-
ForfatterIndlæg
- Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.